Bådforsikring – hvad er det, og hvordan dækker den?

Bådforsikring

Der findes rigtig mange former for både, og derfor findes der også rigtig mange former for bådforsikring. Fælles for dem alle er, at de går ind og dækker ulykker, som skulle ske for dig og din båd.

Ansvarsforsikring

En bådforsikring dækker typisk al sejlads i perioden fra og med den 1. april til og med den 15. november. Resten af året dækker forsikringen båden på land. Bruger du også din båd på vandet i vinterhalvåret, skal du tilkøbe dig en ekstra forsikring, der dækker dette.

Først og fremmest skal du dog have anskaffet dig en ansvarsforsikring. Det er i Danmark lovpligtigt at have sådan en, når man ejer en båd. Forsikringen dækker, hvis du som bådejer står som ansvarlig for en skade efter Sølovens regler. Som en hovedregel er du ansvarlig for skader, der kan ske på grund af dine egne fejl eller forsømmelser. Det kan for eksempel være, at du sejler ind i noget eller nogen. Der gælder dog et strengere ansvar ved eksempelvis forureningsskader og skader, der er lavet af speedbåde på mindre end 15 meter.

Din ansvarsforsikring dækker ikke, hvis du kommer til at lave en skade på dine egne ting, der befinder sig på båden. Det samme gælder andre ombordværendes ting. Forsikringen dækker heller ikke, såfremt du selv kommer til skade, og ej heller hvis der sker en skade, mens du er påvirket af spiritus.

Kaskoforsikring

Kaskoforsikringen dækker de fleste typer skader på din båd. Disse skader kan opstå ved grundstødning, kæntring, kollision, tyveri eller brand. Skaderne kan være på alt fra dit skrog, din motor, en skibsjolle, gummibåd eller redningsflåde. Det skal blot tilhøre båden, og så er det dækket.

Udover dette dækker kaskoforsikringen også din båds inventar og andet sædvanligt udstyr. Dette kan være ting som masten, bommen, rig, sejl, tovværk, kaleche eller ankeret og dets ankerkæder. Navigationsinstrumenter og andet fastmonteret udstyr samt forskellige andre genstande hører også ind under dette.

Under en kaskoforsikring hører sædvanligvis også en ansvarsforsikring, så den behøver du ikke anskaffe dig ved siden af, såfremt du vælger en kaskoforsikring. Har du kaskoforsikret din båd, hører der også det, der hedder en retshjælpsforsikring, under. Den giver dig økonomisk hjælp i forbindelse med private retssager, som kan opstå, såfremt parterne er uenige om, hvem der skal påtage sig skylden, ved eksempelvis sager som kollision eller andet.

Når du tegner dig en forsikring, er det meget vigtigt, at du fastsætter værdien for båden helt korrekt, så du ikke er underforsikret, hvis uheldet en dag er ude. Hvis ikke dette er korrekt, så kan du risikere ikke at få det fulde beløb erstattet, såfremt du kommer ud for en skade – derfor er dette meget vigtigt.

I nogle selskaber kan du udvide din forsikring med en ulykkesforsikring. Denne omfatter forsikringstageren og andre personer, der er om ombord. Den dækker ulykker, der skulle ske under sejlads, når båden ligger for anker eller i havn, og når man går af og på båden.

Som nævnt før findes der mange forskellige former for forsikringer til forskellige både. Du bør derfor undersøge grundigt, hvilken forsikring der passer bedst til netop din båd, så du er sikker på, at du er bedst muligt forsikret og ikke skal punge tusindvis af kroner ud, hvis uheldet først er ude.