Billig forsikring | 12 konkrete råd | Unge og studerende Ejerskifteforsikring | Hvad er det og hvad dækker den? | Lovpligtig | Pris | Billig Elinstallationsrapport | Hvad er det, og hvad skal du vide?

Elinstallationsrapport | Hvad er det, og hvad skal du vide?

Hvis du står og skal sælge din bolig, bør du overveje at få lavet en elinstallationsrapport og en tilstandsrapport. Uden disse rapporter kan køberen nemlig ikke få lov at tegne en ejerskifteforsikring. Det betyder, at du kan blive holdt til ansvar for fejl og mangler i boligen, hvis du ikke har fået udarbejdet disse rapporter. En tilstandsrapport er en rapport, der har til formål at beskrive de fejl og mangler, der er i boligen – samt at beskrive i hvilken grad disse skader er alvorlige. Men hvad er en elinstallationsrapport? Det kan du få svar på herunder, ligesom du også kan få svar på, hvad den indeholder, og hvad den ikke indeholder.

Hvad er en elinstallationsrapport?

En elinstallationsrapport er kort fortalt en tilstandsrapport over de elektriske installationer i boligen. En elinstallationsrapport bliver udarbejdet af en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Elinstallatørvirksomheden gennemgår alle boligens elektriske installationer for at se, om de er funktionsdygtige og lovlige. Rapporten danner – sammen med tilstandsrapporten – baggrund for at kunne tegne en ejerskifteforsikring i forbindelse med en bolighandel. Derfor kan man sige, at elinstallationsrapporten både er en fordel for køber og sælger at få lavet.

Det er dog ikke lovpligtigt at få udarbejdet en elinstallationsrapport, og derfor bestemmer du også selv, om du ønsker det. Dog er den en forudsætning for, at du, som sælger af en bolig, ikke kommer til at hæfte for skjulte fejl og mangler på boligen, som køber ikke har kunnet se ved indflytning. Uden en ejerskifteforsikring kan der nemlig stilles krav til dig.

Hvad indeholder en elinstallationsrapport?

Når elinstallationsrapporten udarbejdes af elinstallatørvirksomheden, undersøger de flere ting; nemlig alle de tilgængelige elektriske installationer i boligen. Disse elektriske installationer skal vurderes og kontrolleres. Det skal nemlig klargøres, om de virker, og om de er lovlige. Derudover sørger elinstallatørvirksomheden også for at foretage stikprøver af de installationer, der er tilgængelige. Der kan blandt andet blive foretaget stikprøver, hvor løftbare eller aftagelige dele af en elinstallation bliver undersøgt. Elinstallationsrapporten indeholder altså en vurdering af alle elinstallationer i boligen – og derfor omfatter elinstallatørvirksomhedens arbejde blandt andet:

  • At kontrollere eltavler
  • At kontrollere risikoen for elektriske stød
  • At foretage kontrolmålinger af fejlstrømsafbrydere
  • At kontrollere det materiel, der findes bag stikkontakter, afbrydere og lampeudtag

Hvad indeholder elinstallationsrapporten ikke?

Der er nogle ting, som elinstallationsrapporten ikke indeholder. Sænkede lofter bliver eksempelvis ikke fjernet, og derfor kan man ikke se på elinstallationsrapporten, om der er ulovlige elinstallationer eller funktionsfejl under disse. Derudover skal elinstallatørvirksomheden ikke kontrollere elinstallationer uden for selve bygningen. Det betyder, at udendørsbelysning, eksempelvis fritstående havebelysning, ikke kontrolleres og ej heller medføres i rapporten. Hårde hvidevarer og andre brugsgenstande bliver heller ikke kontrolleret, og derfor kan du heller ikke læse noget om deres tilstand i en elinstallationsrapport.

Som en hovedregel siger man også, at elinstallationsrapporten ikke indeholder bagatelagtige forhold. Dette kan eksempelvis være slid og ælde, som kan anses som værende almindeligt for elinstallationer med den pågældende alder – så længe sliddet ikke påvirker installationernes funktionsdygtighed meget. Ydermere kan du ikke læse i en elinstallationsrapport, om en elinstallation er tidssvarende. Dette skal elinstallatørvirksomheden nemlig heller ikke kontrollere eller vurdere.

Hvis du skal sælge din bolig, og du dermed skal have udarbejdet en elinstallationsrapport, skal du selv sørge for at bestille en elinstallatørvirksomhed, der kan udarbejde den. Elinstallatørvirksomheden skal være godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, hvis din elinstallationsrapport skal være gældende.